Sammenhængende varmetransmission

Baggrund for projektet:

Med Apples udmelding i juni 2019 om at de flytter deres HyperScaleDataCentre (HSDC) aktiviteter fra Kassø til Viborg, ændredes forudsætningerne for gennemførelse af projektet markant. Udover at det på ubestemt tid er udskudt hvornår et HSDC (eller co-location datacenter) etableres, har det også tydeliggjort en ikke-uvæsentlig risiko parameter ved udnyttelse af overskudsvarme fra ét/få datacentre i så stor skala, som det oprindeligt var tænkt.

Det er ganske enkelt svært at se, at en investering i et fælles varmetransmissionsnet mellem de større sønderjyske byer til i omegnen af 600 mio. kr., sammen med en større investering i varmepumper, alene med afsæt i ét større datacenter ved Kassø, nogen sinde vil blive gennemført, pga. risikoen for at stå med et delvist ubrugeligt transmissionsnet, hvis virksomheden nedlægger driften af sit datacenter.

Der er således valgt en risikomæssigt mere balanceret tilgang til udnyttelsen af overskudsvarme, hvilket konkret vil sige, at reducere risikoen ved at sprede investeringerne ud på flere produktionssteder og flere varmeproduktionsteknologier/brændsler/varmekilder. Dog vil varmepumper fortsat udgøre en grundsten i fremtidens mix af teknologier, da de grundlæggende har en bedre energieffektivitet end øvrige teknologier, og vil være forudsætningen for at varmekilder med lavere temperaturer vil kunne udnyttes i større varmenet.

Derfor ændres projektet i denne retning og der analyseres på et sammenhængende transmissionsnet med en bred palette af varmeproduktionsteknologier inklusiv de nuværende biomasse baserede kedler. Analyserne holdes op imod et scenarie, hvor varmeforsyningerne fortsætter i ø-drift og etablerer lokal varmepumpekapacitet. Samtidig er der i 2020 gennemført en GIS kortlægning af kilder til overskudsvarme, som har bidraget til opbygningen af en fælles "online GIS-løsning" for de fire kommuner. Endelig udarbejder SEP sekretariatet i dialog med varmeforsyninger og andre eksterne parter en vurdering af strategiske risiko faktorer og fordele ved et fælles varmetransmissionsnet, som vil indgå i den samlede vurdering af projektet.

Analysemodel:

Til understøttelse af det re-orienterede projekt, er der i samarbejde med rådgivningsvirksomheden Added Values og varmeforsyningerne opbygget en analysemodel. Analysemodellen har til formål at afdække selskabs- og samfundsøkonomi ved et fælles transmissionsnet holdt op imod en ”optimeret ø-drift” af forsyningerne. Den optimerede ø-drift er de enkelte forsyningers realistiske alternative udviklingsspor med anvendelse af varmepumper baseret på de lokale ressourcer og muligheder afdækket i GIS kortlægningen af kilder til overskudsvarme.

Dertil skal modellen også belyse de klimamæssige og ressourcemæssige konsekvenser ved henholdsvis fælles transmission og udnyttelse af storskala varmekilder og optimeret ø-drift uden varmetransmission.

Modellen baserer sig på en nøje kortlægning af varmeforsyningernes eksisterende produktionsanlæg og distributionsnet. Alle forudsætninger der lægges til grund for modellen er afstemt med varmeforsyningerne. Deres driftsmønstre i ø-drift er blevet afstemt med hver enkelt driftsansvarlig, således at de resultater modellen producerer omkring fælles transmission, kan holdes op imod et tilstrækkeligt realistisk modellering af et udviklingsspor, hvor forsyningerne ikke tilkobles et fælles net. Desuden er beregningsforudsætningerne ensrettet på en række grundforudsætninger om varmeleveringsprofil, anlægs levetid, investeringsniveauer mm.

I løbet af første kvartal af 2021 afrapporterer Added Values på en række forskellige analyser, hvorefter der vil blive afrapporteret på dem enkeltvist, og resultaterne gjort tilgængelige via SEP Sønderjyllands hjemmeside.